23948sdkhjf

Stor stigning i antallet af robotter i Danmark

Der blev installeret flere robotter i Danmark i 2022 end i 2021, og faktisk er der flere installerede robotter i Danmark end nogensinde før.

Det viser nye tal fra International Federation of Robotics.

– Det kan vi godt være stolte af i Danmark. Det viser, at mange danske virksomheder har set fordelen ved at benytte sig af robotterne i produktionen, og det kan kun være en fordel på mange forskellige måder. Det vil helt sikkert forgrene sig ud til mange brancher, siger formand i Dansk Robot Netværk (Dira), Michael Nielsen, i en pressemeddelelse.

Der blev i alt installeret 1.361 industrirobotter i Danmark i 2022. Det er en stigning på 17 procent i forhold til året forinden, hvor der blev installeret 1.157 robotter.

Stigningen er væsentligt højere end mange af de lande, som Danmark ofte sammenligner sig med. For antallet af installerede robotter er i hele Europa steget med 6 procent og steget med 12 procent på det nordamerikanske marked.

Må ikke læne sig tilbage

Ifølge Michael Nielsen er stigningen et udtryk for, at mange danske virksomheder er begyndt at se lyset i brugen af robotter.

– De nye tal viser, at der er en masse danske virksomheder, der er gode til at bruge og udnytte robotter. Det er netop disse virksomheder, der skal inspirere de virksomheder, som stadig ikke er kommet med på robottoget, siger Michael Nielsen.

Han understreger dog, at man ikke skal hvile på laurbærrene.

– De positive tal er dog ikke en invitation til at læne sig tilbage. Hvis vi kigger på de globale problemstillinger som eksempelvis mangel på arbejdskraft, så er der fortsat brug for, at danske virksomheder investerer i automatisering, siger Michael Nielsen.

I pressemeddelelsen fra Dira lyder det desuden, at de hidtil oplyste robottal for 2021 har været fejlbehæftede. Tallet hedder som ovenfor beskrevet 1.157 robotter og ikke som i fjor oplyst 790 robotter.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125