Tiltrængt oprydning har forenklet Danfoss’ lønsystem
Mere end 1.800 produktionsmedarbejdere i den danske del af Danfoss har arbejdet under syv forskellige lokalaftaler med forskellige vilkår for bonus, løn og arbejdstidsregler. Det skriver DI Business.
- Det kunne være svært at holde tungen lige i munden, også for de HR-ansvarlige som skulle rådgive de enkelte ledere. Det samme for medarbejderne, hvor det var komplekst at sammenligne vilkårene for ansættelser i de forskellige afdelinger. Der var mange forskelle, som gennem årtier var blevet bygget ind i de lokale aftaler. Og vi kunne se, at det ikke kunne fortsætte på den måde, siger Danfoss’ danske HR services-chef, Burkhard Winski, til DI Business.
Helt tilbage i 2013 gjorde Danfoss’ ledelse det første forsøg på at tage livtag med det komplicerede system, men man skulle helt frem til 2020, før de for alvor fik hul på processen med at ændre lønsystemet.
Forhandlingerne med medarbejderne tog otte måneder, og der var enighed om, at det første system ikke nødvendigvis ville være det ideelle, og derfor måtte justeres til hen ad vejen.
- Mit slogan er at ”det bedste er det godes største fjende”, hvor pointen jo er, at går man efter den forkromede model i første forsøg, kommer man aldrig mål. Det vigtigste var at finde en model, som vi senere kunne justere ind, når vi havde gjort os nogle erfaringer, siger Burkhard Winski til DI Business.
Både CO-Industri og Dansk Industri assisterede under forhandlingerne, som skete med udgangspunkt i industriens overenskomster. Parterne var dog nødt til at indgå en del kompromiser undervejs. Blandt andet var der store lønforskelle mellem afdelingerne, og Danfoss havde ikke mulighed for at justere ind efter højeste fællesnævner.