Welcon-direktør dybt berørt over ulykke
Onsdag morgen ved 7-tiden blev tårnproducenten Welcon ramt af en arbejdsulykke. Fire medarbejdere kom til skade, og to af disse blev fløjet til Rigshospitalets brandsårsafdeling. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.
Administrerende direktør og medejer, Jens Risvig Pedersen, er meget berørt af ulykken, og han fortæller, at Welcon aldrig tidligere har været ramt af så alvorlig en ulykke.
Ifølge de første meldinger skete der en eksplosion på en af virksomhedens svejselinjer.
- Det er stadig alt for tidligt at sige, hvad der præcis er sket. Det skal myndighedernes undersøgelse nu vise. Den pågældende svejselinje er nu lukket, men vores produktion i de øvrige haller fortsætter, siger Jens Risvig Pedersen til Vejle Amts Folkeblad.