Stålvirksomhed vil bygge kopier af fabrik verden over
Asgaard Metals producerer metalpulver og værktøjsstål fra sin fabrik i Frederiksværk. Den nordsjællandske virksomhed er specialiseret i sprayformning, som er en patenteret produktionsmetode. Sprayformning foregår ved, at flydende stål sprayes ud på en roterende skive, hvorved dråberne størkner. Overskudsproduktet er et metalpulver, som er velegnet til 3D-print.
Det produktionsapparat er så unikt, at Asgaard Metals nu vil forsøge at kopiere det til udlandet. Det skriver SN.dk.
- Vi vil gerne bygge produktionssites rundt om i verden. Det skal være tro kopier af vores anlæg, som kan opføres, hvor der er brug for det. Og da vores sprayforming-anlæg er bygget af vores søsterselskab, Nordisk Staal, så har vi ekspertisen til at bygge anlæg på samme adresse, siger administrerende direktør Niels Appel til SN.dk.
Han mener, at produktions-setup’et er attraktivt i forhold til den bæredygtigheds-agenda, der lige nu skyller ind over verdens industrivirksomheder.
- Sustainability står højt på agendaen - det samme gør forsyningssikkerhed efter krigen i Ukraine. Derfor betyder det meget for kunderne, når vi kan producere mere miljøvenligt og samtidig sikre, at de får fire tons værkstøjsstål af os, hvis de kommer med fire tons stål-skrot, siger Niels Appel.
Han forventer at kunne igangsætte det første fabriksbyggeri i 2025.