JF Stål får bro-ordre
Den nordsjællandske virksomhed skal stå for renoveringen af tre broer i Frederiksværk.
Umiddelbart efter et eftersyn af broerne indgik Halsnæs Kommune en aftale med rådgivningsvirksomheden Niras. Rådgivningsvirksomheden, der skal føre tilsyn med renoveringen af broerne, udarbejdede herefter udbudsmateriale, der blev sendt ud til to lokale virksomheder.
Begge virksomheder var interesseret i opgaven og afgav efter en rundvisning og gennemgang af opgaven et tilbud afgivet som underhåndsbud efter tilbudsloven. Da kriteriet for at få opgaven var prisen, gik den til JF Stål i Hundested, der var billigst.
Renoveringen af de tre broer vil foregå ved, at stålrammer og vindkryds under broerne udskiftes, rækværkerne udskiftes enkelte steder, mens de andre steder afrenses og overfladebehandles. Limtræsbjælker og brobelægningen bliver ikke udskiftet. De tre broer forventes færdige med udgangen af juli.