23948sdkhjf

Arbejdstilsynet: Vi har fokus på metal og maskiner

Arbejdstilsynet bekræfter, at dets medarbejdere de seneste måneder har været ekstra til stede i en række virksomheder. Og det er der en særlig grund til.
DS håndværk & Industri har over de seneste måneder modtaget en række henvendelser fra flere af sine medlemsvirksomheder, der føler, at Arbejdstilsynet løber dem på dørene. Op til tre besøg indenfor et år har flere fået, selvom der ikke har været særlige anmærkninger. Og det frustrerer virksomhederne.

- Det medlemmerne siger er, at deres virksomhed jo skal afsætte temmelig meget tid på de her besøg, og det gør de selvfølgelig gerne, hvis der er alvorlige fejl og mangler, der skal rettes op, men det her virker som et spild af både deres og Arbejdstilsynets ressourcer, siger direktør i DS Håndværk & Industri, Jani Lykke Methmann til Metal Supply.

Læs også: Virksomheder føler sig chikaneret af Arbejdstilsynet

Derfor flere besøg
Men ifølge tilsynschef i Arbejdstilsynet, Anne Therese Schultz-Petersen, er der en særlig årsag til de mange besøg, som virksomhederne lige nu modtager.

- Fra 2011 til 2015 kører vi nogle særlige indsatser mod nedslidning, og i år kører vi specifikt indenfor den her branche for metal og maskiner, siger tilsynschefen til Metal Supply og uddyber:

- De her særlige tilsyn har fokus på muskel- og skeletbelastninger samt psykisk arbejdsmiljø og retter sig mod brancher, hvor der er særlig stor risiko for nedslidning.

Der er altså ifølge Anne Therese Schultz-Petersen ikke tale om de traditionelle risikobaserede tilsyn, hvor Arbejdstilsynet kommer på uanmeldt besøg for at se, om arbejdsforholdene er, som de skal være - og om nødvendigt kommer med nogle anmærkninger.

- Det her er en anden tilsynsform, hvor vi besøger virksomhederne to gange. Ved det første besøg vejleder vi virksomhederne mundtligt om, hvad de kan gøre bedre, og det følger vi så op på med et nyt besøg mellem en og fire måneder senere, siger Anne Therese Schultz-Petersen og forklarer, at virksomhederne ved denne form for tilsyn ikke modtager en egentlig rapport fra Arbejdstilsynet efter det første særlige tilsyn, men blot i overskriftsform får gengivet det væsentligste fra besøget.

At flere virksomheder så har oplevet op til tre besøg indenfor et år skyldes ifølge tilsynschefen, at Arbejdstilsynet sidst i 2012 har gennemført et risikobaseret tilsyn i den enkelte virksomhed, og så i første halvdel af 2013 har aflagt to besøg i forbindelse med de særlige tilsyn.

De særlige tilsyn indenfor branchen for metal og maskiner finder sted i perioden 1. februar 2013 til 31. december 2013.

Læs mere om de særlige tilsyn på Arbejdstilsynets hjemmeside.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095