Danfoss kæmper mod indisk bureaukrati
Det har vist sig som en stor udfordring for den danske koncern at skaffe sig en ny grund til byggeriet af en stor fabrik.
- Ud fra vores kinesiske erfaringer forventede vi, at projektet ville starte som planlagt, men vi måtte følge bestemte procedurer, og det trak ud, da der samtidig skete ændringer i Tamil Nadu-styret, siger Ravichandran Purushothaman til avisen.
Han blev ansat som leder af Danfoss’ indiske aktiviteter i februar, og en af hans fremmeste opgaver er at samle flere indiske lokationer til én stor fabrik. I april 2014 skal den nye fabrik være klar til drift, og om fem år satser Danfoss på at have 2.000 ansatte i Indien – heraf skal halvdelen være ingeniører ansat i et nyt innovationscenter.
Handelskommissær i Bangalore, Harish Muthanna, siger til Børsen, at historien med Danfoss ikke er enestående. I Indien er det generelt svært at skaffe en stor grund til industribyggeri, da grunde ofte er meget små i Indien. Dermed skal virksomhederne ofte forhandle med adskillige grundejere, og efterfølgende er der også en del papirarbejde hos myndighederne, når tilladelsen til at drive Industri skal indhentes.