23948sdkhjf

Vestas sikrer sig hidtil største amerikanske ordre på vindmøller

Vestas har skaffet sig en solid bid af et kæmpe vindmølleprojekt i New Mexico

Vestas har sikret sig sin største ordre til dato på det amerikanske marked.

Det fremgår af en meddelelse fra selskabet onsdag aften.

Ordren er på samlet 1,1 gigawatt til en vindmøllepark i delstaten New Mexico ved navn SunZia Wind, som det amerikanske selskab Pattern Energy opfører.

- Det er Vestas' største ordre til dato på det amerikanske marked og det største enkeltstående landmølleprojekt globalt, skriver selskabet.

SunZia Wind skal i alt blive på 3,5 gigawatt, fremgår det af Pattern Energys hjemmeside.

Dermed skal Vestas stå for at levere vindmøller til en solid andel af det store projekt.

I alt skal den danske producent levere 242 møller af typen V163-4,5 MW.

Aftenens melding kommer efter en god dag på børsen for Vestas, som allerede har sikret sig en kvartalsrekord for aftaler om nye vindmøller i USA.

Laura Beane, der er direktør for Vestas' nordamerikanske forretning, kalder ordren en "milepæl".

- Vi ser fortsat en stigning i efterspørgslen på vedvarende energi, og vi er stolte af at gå forrest i denne omstilling, siger hun i en meddelelse.

Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank, forklarede tidligere onsdag til Ritzau, at det er den såkaldte Inflation Reduction Act (IRA), som er skyld i den voldsomme ordreindgang.

IRA er en amerikansk lovpakke med blandt andet støtteordninger, som gavner udbygningen af vindkraft.

- Det er den lovgivning, der har fået mange EU-politikere til at rive sig selv i håret, og som har ført til, at man nu også herhjemme taler åbent om statsstøtte til den grønne omstilling, sagde Pedersen.

- Det kommer til at fortsætte, for de her støtteordninger er først lige sat i gang og kommer til at løbe i mange år. Derfor skal vi også forvente, at det amerikanske marked kommer til at betyde endnu mere for Vestas fremover.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172