Seks kobbertyve sendt bag tremmer
Retten i Herning har varetægtsfængslet seks udlændinge, der alle er sigtet i en sag om tyveri af blandt andet kobberkabler. Det oplyser de i en pressemeddelelse.
De seks mænd blev anholdt natten til mandag. Midt- og Vestjyllands Politi har samarbejdet med Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) fra Syd- og Sønderjyllands Politi om efterforskning af sagen.
Efterforskningen ledte til, at specialenheden Den Mobile Tyverigruppe (MTG) og flere hundepatruljer kunne slå til mod de seks mænd, da de var i færd med at stjæle kobberkabler til en samlet anslået værdi af 500.000 kr. fra en virksomhed i Silkeborg.
De seks mænd er mistænkt for at stå bag en række forhold i Jylland.
Grundlovsforhøret blev afholdt for lukkede døre, fordi Midt- og Vestjyllands Politi antager, at der er en eller flere medgerningsmænd på fri fod.
Alle seks varetægtsfængslede nægtede sig skyldige.