23948sdkhjf

Robothånd skal styrke dansk erhvervsliv

Teknologisk Institut, Syddansk Universitet og en række virksomheder står bag HybridGriberen, som er en ny og fleksibel robothånd, der skal lette automatiseringen i industrien og styrke dansk erhvervslivs konkurrenceevne.
I dag arbejder 60 procent af robotterne i industrien med håndtering, hvor et emne flyttes fra et punkt til et andet. Så længe emnet altid er det samme, kan standard robotgribere klare opgaven. Men har man en produktionsopgave, hvor emnerne varierer i form, materiale og størrelse med hyppige skift, er der færre prisdygtige robotgribere at vælge mellem på markedet.

- Oftest er robotgribere designet til kun at håndtere specifikke emner. Vil man have større fleksibilitet, bliver prisen markant højere for griberen. HybridGriberen er en god rentabel løsning, fortæller Kaj Verner Madsen fra Keysolution og tilføjer, at den i samme udgave, kan håndtere mere forskelligartede emner end andre robotgribere i samme prisklasse – og tilføjer:

- Og så er det en stor fordel, at vi via Teknologisk Instituts pilotproduktionsfaciliteter får demonstreret hele produktionsopstillingen, inden den endelige løsning med Hybridgriberen installeres ude på virksomheden – herved sparer vi både tid og penge på ikke selv at skulle eksperimentere os frem til en ideel samlet automatiseringsløsning i den konkrete situation.

- Tanken er at vi vil bryde nyt land for kunden ved at udvikle, teste og demonstrere en til situationen ideelt integreret robotløsning via en pilotproduktion her hos os, inden fx den aktuelle montage- eller pakningslinje endeligt opstilles på den konkrete produktionsvirksomhed, fortæller seniorkonsulent Bo Genefke fra Teknologisk Institut.

Robotløsning imiterer menneskets hånd
Inspirationen til HybridGriberen kommer fra menneskehånden, der har toogtredive forskellige gribemuligheder. Men kun ti bliver anvendt i dagligdagen ved hjælp af tommel-, pege- og langfingeren. Ligesom den menneskelige hånd kan HybridGriberen tilpasse sig emnets form for at få et bedre greb. Gummigriberens fingre giver et nænsomt tryk, som sikrer, at emnet ikke tager skade. Fingrene på griberen kan fremstilles i forskellig størrelse og udformning alt efter behov. En traditionel griber har den konfiguration af fingre, som producenten har bestemt. Med HybridGriberen er fingrenes placering og rotation uafhængig af deres funktion, og det betyder, at en virksomhed selv kan placere og justere fingrene efter opgaven.

Projektet HybridGriber er støttet af Højteknologifonden. Udover Teknologisk Institut og Syddansk Universitet består projektgruppen af KeySolution, Eltronic, Gråsten Maskinservice, Bayer Material Science og Schunk Intec Danmark.

Fakta om hybridgriberen
Teknologisk Instituts rolle har været at designe, udvikle og fremstille de unikke fingre på HybridGriberen, der er god til de kendte og ukomplicerede processer. Griberen kan være med til at frigøre menneskelig arbejdskraft og samlet set skabe mere værdi. HybridGriberen kan købes på forsøgsbasis.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094