Mita-Teknik køber Wind Nordic
Rødkærsbro-virksomheden har overtaget den konkursramte teknologivirksomhed.
Wind Nordic, som i lighed med Mita-Teknik leverer deres ydelser til vindindustrien, er specialiseret indenfor blandt andet load-simulering, control algoritmer og optimering af vindmøller - kompetencer der bliver vigtige tilføjelser til Mita-Teknik’s produktportefølje.
Opkøbet skal ifølge CEO hos Mita-Teknik, Jesper Andersen, ses som en vigtig investering i virksomhedens fremtid og forventes at bidrage positivt til virksomhedens fortsatte vækst og udvikling.
- Vi så i Wind Nordic muligheden for at overtage et fantastisk team og nogle helt unikke kompetencer, som virkelig vil gøre en forskel for Mita-Teknik og ikke mindst for vores kunder. Wind Nordic’s kompetencer komplementerer på bedste vis dem, vi allerede har i organisationen og vil uden tvivl bidrage positivt til at gøre vores kunder endnu mere konkurrencedygtige og samtidig styrke vores egen position på markedet.
Eksisterende kunder til Wind Nordic kan føle sig helt trygge med overtagelsen, siger Jesper Andersen:
- Mita-Teknik ønsker at videreføre og videreudvikle de eksisterende kunderelationer, der allerede findes i Wind Nordic. Eksisterende kunder vil selvfølgelig kunne forvente den samme høje service, som de får i dag.