23948sdkhjf

Nyt topmoderne uddannelsescenter for smede

Onsdag indvies nyt center for automatiseret svejsning på Teknisk Erhvervsskole Center (TEC) på Telegrafvej 9 i Ballerup.
Den 20. november slår TEC i Ballerup dørene op for et nyindrettet svejsecenter. Svejsecentret tilbyder uddannelse og kurser indenfor automatiseret svejsning på et meget højt niveau og med anvendelse af den nyeste teknologi inden for svejsning.

Teknologien anvendes blandt andet i svejseopgaver, hvor der er risiko for miljømæssige gener, men også til meget udfordrende svejseopgaver på grund af vanskelig tilgængelighed.

Ny viden til både lærlinge og kursister
Automatiseret svejsning og robotsvejsning er i en rivende udvikling, og der er stor efterspørgsel på smede, der behersker denne teknologi, især inden for stålindustrien. Med TEC’s nye svejsecenter kan smedelærlinge erhverve sig de efterspurgte kompetencer på et avanceret niveau. Det er ikke blot de nyuddannede smede, der får glæde af svejsecenteret, skolen tilbyder også efteruddannelseskurser til smedevirksomheder i hele Danmark.

Automatiseret svejsning tilbydes specielt dygtige elever som en overbygning til den eksisterende lærlingeuddannelse indenfor smedeområdet. De vil modtage undervisning på avanceret niveau og få en dybdegående viden om automatiseret svejsning. Forventningen er, at undervisningen skal tilbydes elever på alle landets tekniske skolers sidste skoletrin (klejn-, rustfast-, aluminiumsmede samt svejseuddannelsen).

Undervisningen er baseret på en tilgang og metodik, hvor eleverne via praktiske forsøg kan sammenligne svejsning manuelt med semiautomatisk svejsning og robotsvejsning. Ud fra disse erfaringer vil eleven være i stand til at kende de praktiske forskelle, fordele og ulemper ved de forskellige metoder og processer.

Svejserobot
Undervisningen vil foregå i grupper, der vil arbejde med svejserobot, hvor der er tilkoblet et drejebord, der er synkroniseret med robotten, og eleverne vil blive introduceret til, hvordan man innovativt kan udvikle svejsefixturer. Grupperne vil også arbejde med en Magtrack og supersnake i et projektforløb om en given opgave.

Som støtte i læringsprocessen er der tilkoblet et it-baseret optimeringsværktøj, der giver mulighed for at aflæse og analysere forskellige data i de udførte forsøg. Det er med henblik på, at eleven tilegner sig større forståelse for processerne og mulighederne for optimering.

- De elever der deltager på kurserne med automatiseret svejsning vil få mange kompetencer, som kan hjælpe virksomhederne med at optimere deres produktion. For eksempel i produktionsvirksomhederne er der mange arbejdsprocesser, der med stort held kan automatiseres, siger Stig Bøgeskov Nielsen fra TEC.

Selve svejsecenteret har TEC opbygget i samarbejde med firmaet Kemppi, der udover at være leverandør af en stor del at udstyret til svejsecenteret også har stillet deres ekspertise til rådighed ved udvikling af de undervisnings- og kursusmoduler, som centeret udbyder.

Alle er velkomne til indvielsen af Automation Svejsecenteret den 20. november kl. 14.00 på Teknisk Erhvervsskole Center, Telegrafvej 9, 2750 Ballerup.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078