Semco udvider rig-aktiviteterne
Den esbjergensiske virksomhed har indgået et strategisk samarbejde med det skotske havneselskab Cromarty Firth Port Authority.
Der er tale om Skotlands dybeste havn, som gennem tiderne har håndteret mere end 650 rig-projekter, og dermed er det også en strategisk vigtig placering for Semco Maritime. Ifølge aftalen skal Cromarty Firth Port Authority investere i blandt andet logistik, løfteudstyr og en udvidelse af havnen med ca. tre hektar. Semco Maritime skal til gengæld investere i onshore faciliteter, værksteder og andre produktionsfaciliteter.
Adgang til hele Nordsøen
Det skotske samarbejde er vigtigt for Semco, der i forvejen har muligheder for opgradering af rigge i Danmark og Norge. Med placeringen i Invergordon har Esbjerg-virksomheden adgang til hele Nordsøen.
Fra udgangen af januar vil en fast stab på 10 ingeniører, projektledere og andet landbaseret personel blive udstationeret i Invergordon. Ifølge lederen af Semco Maritime Rig Projects, senior vice president Hans Peter Jørgensen, vil antallet af medarbejdere i Invergordon variere alt afhængig af de aktuelle projekter.
- Vi er begejstrede for at samarbejde med Cromarty Firth Port Authority. Vi har med succes arbejdet sammen med havne i Norge, Danmark og så langt væk som Vietnam igennem mange år. Vores investering på 5 mio. pund vil sikre, at vi etablerer os selv som et seriøst alternativ til andre rig-reparations virksomheder. Vi planlægger at lave yderligere investeringer i takt med vores vækst, siger han.
Han tilføjer, at selv om Semco nu har føjet en ekstra lokation til porteføljen, så forventes aktivitetsniveauet ikke at falde i Danmark og Norge.