23948sdkhjf

Industrien klar til DM i Skills

Når statsminister Helle Thorning-Schmidt torsdag skyder danmarksmesterskaberne for håndværkere i gang, stiller Industriens Uddannelser med et stærkt hold unge klejnsmede, industriteknikere og personvognsmekanikere.
Danmarksmesterskaberne - DM i Skills 2014 - afholdes i Gigantium i Aalborg den 23.-25. januar, og metalindustrien er i dén grad klar til tre dage med fuld tryk på de faglige uddannelser.

- Særligt industrivirksomhederne kommer i fremtiden til at mangle faglært arbejdskraft. Derfor er netop DM i Skills en vigtig begivenhed, understreger Per Påskesen, der er forbundssekretær i Dansk Metal og formand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg.

- Faglærte er uundværlige for det danske samfund, og vi har brug for, at flere vælger en erhvervsuddannelse. DM i Skills samler ikke alene erhvervsuddannelsernes største talenter. Alle har rig mulighed for ved selvsyn at opleve, hvad erhvervsuddannelserne har at byde på, siger Per Påskesen.

Kulmination på flere måneders forberedelse
Industriens Uddannelser har 20 deltagere med ved mesterskaberne. Seks er klejnsmede, seks er industriteknikere, og otte er personvognsmekanikere. Fælles for dem er, at de har kvalificeret sig gennem skolemesterskaber og regionale mesterskaber.

Når de talentfulde lærlinge går indmarch under åbningsceremonien, bliver det kulminationen på flere måneders intensiv forberedelse. Nogle erhvervsskoler har kørt særlige træningsforløb, så deltagerne er helt klar til at præstere deres ypperste. Og deltagerne beretter om højt engagerede faglærere, som også har lagt masser af knofedt og fritid i forberedelserne.

Tre konkurrencefag og en håndfuld demonstrationsfag
Ud over de tre konkurrencefag - klejnsmed, industritekniker og personvognsmekaniker - er industrien repræsenteret med fem demofag.

De besøgende kan nemlig også blive klogere på uddannelser som teknisk designer, automatiktekniker, digital media-uddannelsen, datatekniker og værktøjsmager. På standene vil både faglærere og elever guide de besøgende ind i erhvervsuddannelsernes verden.

- DM i Skills er en fantastisk mulighed for at vise omverdenen, hvad vores erhvervsuddannelser er for en størrelse. Industrien efterspørger faglig arbejdskraft på højeste niveau, og de her unge er ikke alene knalddygtige til deres håndværk. De er samtidig rollemodeller, og det er svært at forestille sig en bedre kulisse at vise vores fag frem i, siger Lone Folmer Berthelsen, erhvervsuddannelseschef i DI og næstformand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg.

48 fag deltager ved DM i Skills
Ved dette års DM i Skills deltager i alt 48 fag. Sideløbende med konkurrencerne afholdes der Skills Stafet for landets 8. og 9. klasser. Tv-værten Jacob Riising er konferencier.

DI, Dansk Metal, 3F og HK har desuden søsat initiativet Hands-on, der skal være med til at fortælle de unge - og ikke mindst forældrene - hvilke muligheder en faglig uddannelse giver. Nu er Hands-on draget på tour til folkeskoler rundt i landet, og karavanen, med tv-vært og Vild med dans-vinder Joakim Ingversen i spidsen, lægger vejen forbi Gigantium torsdag den 23. januar kl. 12.30.

Statsminister Helle Thornings-Schmidt åbner DM i Skills torsdag den 23. januar kl. 9.00. Mesterskaberne afsluttes med en ceremoni lørdag den 25. januar kl. 14.00, hvor undervisningsminister Christine Antorini taler og overrækker præmier til vinderne.

Artiklen er en del af temaet DM i Skills.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082