Jimco ansætter fem nye medarbejdere
Fem nye medarbejdere er for nylig blevet ansat hos Jimco i Rudkøbing, der leverer luft- og vandrensningssystemer verden over. De nye medarbejdere skal ifølge direktøren være med til at løfte omsætningen på kort sigt.
– Med de dygtige medarbejdere, vi har fået med på holdet, er det meningen, at salget og omsætningen på kort sigt skal løftes mærkbart, forklarer Jimmy Larsen, der er direktør hos Jimco i Rudkøbing.
To nye sælgere
Blandt de fem nye ansigter er der to sælgere, der får hver deres forretningsområde.
Pia Bolander kommer primært til at arbejde med salget af luftrenseanlæg til storkøkkener. Hun er 47 år og har ti års erfaring med salgsarbejde. Hun bor i Odense.
Klaus Rosenbøl, der er 50 år, er ansat til at sælge Jimcos produkter til den offentlige sektor. Han kommer fra en stilling, hvor han har solgt udstyr til sundhedssektoren. Han har 25 års erfaring og bor på Thurø. Det er meningen, at de to sælgere skal servicere hele det danske marked.
Skeler ikke til dåbsattesten
I en nyoprettet stilling som export supporter har Jimco ansat Saloni Ramphul-Udsen. Hun skal i stillingen fungere som direktør Jimmy Larsens forlængede arm og sørge for at få lukket de ordrer, som Jimmy Larsen forhandler rundt om i verden. Samtidig varetager hun også andre praktiske opgaver, der i det daglige kan aflaste direktøren. 56-årige Saloni bor på Langeland, men kommer oprindeligt fra Mauritius. Hun har boet i Danmark de seneste tre år, men arbejdet med salg og marketing i 18 år.
Når der er gang i salget, er det naturligt, at der også skal bruges flere hænder i produktionen. Derfor har Jimco ansat Henning Christensen, der skal være med til at producere de forhåbentlig mange nye ordrer. Henning Christensen er flyttet til Rudkøbing fra Vester Skerninge på Fyn.
– De fire nye folk har alle en lang erfaring bag sig, og selvom mange virksomheder måske ikke vil ansætte modne medarbejdere, ser vi anderledes på det. Vi vælger den bedst egnede medarbejder til jobbet uden at skele til dåbsattesten, fordi vi på den måde er sikre på at få det bedste resultat i sidste ende, siger Jimmy Larsen.
Ny teknisk tegner
Som femte og sidste ansættelse har Jimco hyret teknisk tegner Nynne Theill Vogn Madsen. Til forskel fra de andre nyansættelser har den tekniske tegner overtaget en eksisterende stilling.
Hun kommer i dagligdagen til at stå for de samlevejledninger, der følger med Jimcos produkter. Desuden får hun forskellige indkøbsopgaver – blandt andet skal hun stå for firmaets stålindkøb. Nynne Madsen, der bor i Stenstrup, har netop været på barsel. Hun har tidligere arbejdet tre år som teknisk tegner.
Der er i dag 15 ansatte hos Jimco.