23948sdkhjf

De industrielle uddannelser er på vej tilbage

Industrien står for næsten halvdelen af Danmarks samlede eksport. Derfor har det i mange år vakt stor undren, at netop de industrielle erhvervsuddannelser har haft en lav status hos både unge og deres rådgivere – forældrene.
Det har været ”finere” at tage en akademisk uddannelse, men nu tyder meget på, at udviklingen er ved at vende.

- Politikerne og beslutningstagerne har fundet ud af, at ikke alle kan være akademikere eller konsulenter og leve af at gennemføre undersøgelser, udarbejde statistikker og skrive rapporter, siger uddannelseskonsulent i Industriens Uddannelser, Niels Bylund.

Brug for specialister
Industriens Uddannelser har, med reference til både arbejdsgivere og fagbevægelse, ansvaret for at udvikle de uddannelser, industrien efterspørger.

- Dommedagsprofetierne om, at al produktion flytter til Kina, holder ikke. Flere og flere firmaer henter arbejdet tilbage til Danmark, og så har det vist sig, at industrisamfundet godt kan eksistere side om side med videns- og informationssamfundet. Det øger de industrielle fremtidsudsigter, og det smitter af på interessen.

- Produktiviteten i industrien er steget med 300 procent siden 1990’erne. Det er sket, fordi medarbejderne har tænkt nyt. Det handler om at gøre tingene smartere og fx anvende robotter og automatiserede løsninger til de simple arbejdsprocesser. Herefter er det proces-, anlægs-, programmerings-, opstillings- og indkøringsspecialister, der tager over, siger Niels Bylund.

Vigtigt at uddanne faglærte medarbejdere
I dag uddannes der årligt 80 til 100 værktøjsmagere. Behovet er det dobbelte. 900 industriteknikere forlader arbejdsmarkedet hvert år, og der uddannes blot 350. Så med den rette uddannelse er jobmulighederne til stede.

- Ønsker vi at bevare og udvikle produktion i Danmark, er det vigtigt, vi har dygtige faglærte medarbejdere. Uddannelserne har fulgt med tiden, selvom stillingsbetegnelsen er ændret fra maskinarbejder til industritekniker. I dag handler det blandt andet om konstruktion ved anvendelse af geometriske produktspecifikationer, design og programmering af CAD/CAM-løsninger.

- Programmering, betjening og opstilling af 3-4-5 aksede CNC-styrede bearbejdningsmaskiner er andre dele i uddannelsen. Så er man god til tal og beregninger, er det måske en vej at vælge for de unge, siger Niels Bylund.

På værktøjsmaskinudstillingen VTM 2014 i Odense Congress Center i april vil Industriens Uddannelser informere om de nyeste uddannelser og præsentere et ajourført udbud af efteruddannelseskurser. Desuden holdes den 1. april konference, hvor en række af landets dygtigste og mest målrettede unge industriteknikere og værktøjsmagere fortæller om deres uddannelsesvalg, og hvilke muligheder det giver.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.269