Industrien forudser jobfest
Reelt er arbejdsløsheden allerede faldet med 5.000 personer i år. Men dette er kun begyndelsen. Inden udgangen af 2006 vil ledigheden i Danmark være historisk lav, spår Dansk Industri (DI) i en ny prognose.
Det er kombinationen af solid dansk forbrugsvækst og stor fremgang i verdensøkonomien, der gør industriens økonomer optimistiske. Ganske vidst taber danske virksomheder markedsandele på eksportmarkederne på grund af høje lønstigninger og lav dollarkurs. Men væksten i verdensøkonomien er lige nu den højeste i 30 år, så eksporten stiger alligevel med en vækstrate på over fem procent om året, skriver Berlingske Tidende.