Forbundsformand og succesdirektør åbner VTM 2014
Metal-formand Claus Jensen, tidligere direktør for Unimerco, Kenneth Iversen, og formanden for Danske Værktøjsmaskinforhandler Forening, Kim Nielsen, åbner VTM 2014.
Politikerne har fået øjnene op for, at det er nødvendigt at styrke de faglige uddannelser, hvis man vil undgå, at manglen på eksempelvis industriteknikere og værktøjsmagere bliver større, end den er i dag.
Flere og flere virksomheder tager outsourcede opgaver tilbage og begynder at investere i mere produktivitetsfremmende udstyr. Det giver optimisme hos leverandørerne af værktøj og værktøjsmaskiner.
Det er et øjebliksbillede af den industri, som i dagene fra den 1. til og med 4. april mødes til værktøjsmaskinudstillingen VTM 2014 i Odense Congress Center. Her præsenteres maskiner og værktøj for et trecifret millionbeløb – udstyr, som rigtigt anvendt kan give industrien produktivitetsmæssige gevinster for milliarder.
Tilbage på hjemmebane
Udstillingen, der er landets eneste fagmesse af sin art, åbnes af Dansk Metals forbundsformand Claus Jensen, af direktør Kenneth Iversen, der grundlagde værktøjsfabrikken Unimerco og af formanden for Danske Værktøjsmaskinforhandler Forening, direktør Kim Nielsen.
Claus Jensen er, som tidligere ungdomsformand i Metal Odense og fællestillidsmand på Lindøværftet, på hjemmebane i Odense Congress Center.
Lige siden han var i lære som plade- og konstruktionssmed, har uddannelse været et af hans fokuspunkter. Uddannelse og produktivitet skaber den konkurrenceevne, der har betydning for antallet af arbejdspladser. Claus Jensen blev i 2012 valgt til forbundsformand og er medlem af en række centrale økonomiske, erhvervspolitiske og faglige råd og bestyrelser. Blandt andet Rådet for Teknologi og Innovation og Det Økonomiske Råd.
Kenneth Iversen grundlagde værktøjsfabrikken Unimerco. Med utraditionelle ledelsesmetoder udviklede han virksomheden til førende på sit felt. Blandt andet fik de ansatte mulighed for at købe medarbejderaktier. I 2011 blev virksomheden solgt for 1,4 mia. kr. til den japanske Kyocera-koncern, og samtidig steg antallet af millionærer betragteligt i den lille by Sunds uden for Herning.