23948sdkhjf

VTM 2014: Her er opskriften på vækst

Længere arbejdstid, kortere ferier, bedre uddannelse og mindre grådighed blandt lederne. Værktøjsmaskinudstillingen VTM 2014 er åbnet i Odense.
Den ugentlige arbejdstid skal øges med tre timer, vi skal have kortere ferier, vores ledere skal være dygtigere, de faglige uddannelser styrkes, og samtidig skal grådigheden blandt toplederne standses. Med den opskrift er det, ifølge den tidligere leder af industrikoncernen Kyocera Unimerco, Kenneth Iversen, muligt at øge den vækst og produktivitet, der skal styrke den danske konkurrenceevne.

Kenneth Iversen kom med sin opskrift, da han sammen med Dansk Metals forbundsformand Claus Jensen i dag åbnede den store værktøjsmaskinudstilling VTM 2014 i Odense Congress Center. Her er der udstillet maskiner til en samlet værdi af over en halv milliard, maskiner som kan skære, knuse, afgratte, slibe, bukke, stanse og svejse og bidrage til produktiviteten.

Udstillingen, der finder sted til og med fredag, ventes at blive besøgt af flere end 5.000 fagfolk fra hele metal- og maskinindustrien.

Uddannelse og produktivitet i fokus
Forbundsformand Claus Jensen glædede sig over, at produktiviteten i maskinindustrien i 2013 kom op på samme niveau, som da den toppede før krisen i 2008. I fjor steg beskæftigelsen i industrien med 1.000 medarbejdere fra andet til fjerde kvartal.

Målet for forbundsformanden er at være med til at øge produktiviteten i industrien med 50 procent indenfor de næste 10 år. Det kan lade sig gøre ved en øget automatisering og styrkelse af de faglige uddannelser.

Udover at se de mange nye maskiner og udstyr kan de besøgende også få hjælp til eksport. Eksportrådets specialister fra Norge, Sverige, Rusland, England og Tyskland er klar til at yde konkret rådgivning til, hvordan virksomhederne kan komme ind på de enkelte markeder. Knap 100 virksomheder har allerede reserveret tid.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094