VTM 2014: Opsvinget er her
Udstillerne på årets værktøjsmaskine-messe melder om en god start på 2014.
- Det går den rigtige vej. Vi har så travlt, som vi ikke har haft i de sidste fem år. Specielt i vores aftermarked- og serviceaktiviteter har vi kunnet mærke en klar fremgang de sidste ca. seks-otte måneder, siger direktør hos Flextek, Henning Dam.
Han tilføjer dog, at finansiering stadig er en udfordring for mange kunder, specielt når der skal investeres i nye maskiner.
Klar til at tage fat
Det mærker man også hos Amada, hvor teknisk chef Michael Laursen også mærker en stigende købelyst hos kunderne.
- Det går faktisk godt, og vi sælger fornuftigt med maskiner for øjeblikket. Vi kan godt mærke, at folk er blevet hurtigere til at beslutte sig for at købe, og vi har mange konkrete projekter i gang i øjeblikket – og vi er klar til at tage, fat når der for alvor kommer fart i markedet, siger Michael Laursen, der på VTM 2014 blandt andet har fokus på de kunder, der kører med mange korte serier.
- Mens konkurrenterne er meget fokuserede på robotter, har vi taget en ganske almindelig kantpresse med, men med automatisk værktøjsskifte. Serierne bliver mindre og mindre, og det kræver mange skift, så der er noget at hente på omstillingstiden. Vi har allerede solgt den første i Danmark til VPD på Sjælland, og vi håber at sælge en-to mere inden for meget kort tid, forklarer Michael Laursen.
Brugt er hot
KN Machines er blandt andet eksperter i brugte maskiner, og interessen for at købe brugt har været stigende under krisen - og de gode tendenser ser ud til at fortsætte ind i 2014.
- 2014 er startet godt, og vi har allerede leveret masser af maskiner, fortæller produktchef Gert Thomsen.
- Vi kan også mærke opsvinget på eksporten, og vi leverer masser af brugte maskiner til udlandet. Så sent som i sidste uge solgte vi to svingbukkemaskiner til Sri Lanka, og fx et land som Norge viser også stor interesse. Maskiner er dyre deroppe, så vi kan virkelig mærke efterspørgslen fra norske virksomheder, fortsætter han.
Ren bundlinje
Det er dog ikke kun maskinleverandørerne, der har fundet til VTM 2014. Også en række softwareleverandører er at finde på messen. En af disse er Naveksa, der udstiller i hal A sammen med forhandleren To-Plus.
Naveksa har lavet et it-system, der får virksomhedens logistik- og produktionssystemer til at smelte sammen i en mere simpel arbejdsgang og dermed giver en mærkbar rationalisering af de administrative procedurer. Med tidens fokus på automatisering og omkostningsminimering har softwareproducenterne også mærket fremgang.
- Det er svært at klage for øjeblikket. Når vi kommer ind og snakker med folk om deres produktionsflow, så er investeringslysten der. Der er ingen tvivl om, at der er rigtig meget interesse for det, når de kan se nytteværdien. Det her er ren bundlinje, lyder det fra Leif Jessen Hansen fra Naveksa.