A/S Scan udnytter vækst-boom til specialisering og eksport
Hvide Sande-virksomheden har de seneste tre år haft fremgang i omsætningen. Nu gælder det fokusering på kerneprodukterne, markedsføring og eksport. InnovationsAgenterne hjælper virksomheden på vej med en ny markedsføringsstrategi.
- Vi skifter strategi fra fokus på omsætningsfremgang til fokus på lønsomhed, fortæller Michael Vejlgaard.
- Vores plan er at holde omsætningen konstant eller svagt stigende i de kommende tre-fire år. Nu satser vi på konsolidering og på at finde vores kerneprodukter. Vi skal specialisere os i et snævert udvalg af produkter på hvert af vores tre forretningsområder: dæksudstyr til garn- og trawlfiskeri, styremaskiner til skibe og kedel- og gasmotorinstallationer til energibranchen. Lønsomheden er størst på vores kerneprodukter, så det er der, vi skal fokusere vores kræfter, uddyber han.
Videnpilot skal hjælpe virksomheden fremad
Et vigtigt element i A/S Scans nye forretningsstrategi er markedsføring. Den opgave har InnovationsAgent Susanne Reinholdt Damgaard hjulpet Michael Vejlgaard med at håndtere.
- Vi vil udvide vores salgsområde i udlandet. For eksempel har det danske marked for udstyr til garn- og trawlfiskeri været faldende i mange år, men til gengæld er der stor efterspørgsel på tilsvarende udstyr i udlandet. Derfor satser vi meget på eksport, og her skal vi sætte tingene i system for at få mest muligt ud af vores ressourcer. Vi har brug for en markedsføringsstrategi, der blandt andet indeholder en køreplan for, hvordan vi forbereder en etablering på nye markeder i nye lande, for eksempel med markedsundersøgelser og andre salgsforberedende tiltag.
Susanne Reinholdt Damgaard gjorde Michael Vejlgaard opmærksom på Videnpilot-ordningen, der giver støtte til virksomheder, der ansætter højtuddannede. Med Susannes hjælp lykkedes det A/S Scan at få bevilget en Videnpilot, og snart er virksomhedens nye medarbejder klar til at tage fat på markedsføring af alle tre forretningsområder. Blandt de markeder A/S Scan vil øge deres aktiviteter på er offshore- og vindmøllebranchen, der ifølge Michael Vejlgaard vil være et godt supplement til virksomhedens nuværende forretningsområder inden for fjernvarme og fiskeri- og skibsudstyr.
Videnpiloten bliver en vigtig brik i A/S Scans ambitioner om at øge eksporten fra de nuværende 50 til 75 procent i løbet af de næste tre-fire år. Når planen på det tidspunkt er styret sikkert i mål er direktør Michael Vejlgaard klar til næste kapitel. Så er tiden inde til nye investeringer og yderligere vækst.