KJV forbedrer regnskabet med millioner
Styrket fokus på svejsning og internt arbejde med omkostninger giver pote for værktøjsgrossisten.
Ifølge ham har væksten gået på tre ben: En vækst i værktøjsmarkedet på godt 5 procent, forbedret markedsandele på KJV's nøgleområder og en øget satsning på svejseudstyr.
- Vi har altid været tilstede indenfor svejs, men da vi opkøbte Kolding Ilt & Gas med succes, gjorde det, at vi spiste os endnu mere ind på det marked. Med den service og den knowhow, vi har fået, er vi blevet en væsentlig større spiller inden for svejs, siger han til Metal Supply.
Grossistleddet med øget berettigelse
Dermed tog KJV endnu et skridt mod at blive teknisk totalleverandør for især små og mellemstore virksomheder, der med et museklik kan bestille deres varer og få leveret inden for et døgn. At varerne kan bestilles online og blive leveret næste dag er både grossisternes berettigelse og nødvendighed for kunderne i dag, mener han.
- Omkring år 2000, da onlinehandel dukkede op, var der flere, der mente, at slutbrugerne ville begynde at handle direkte hos producenterne, og så troede man, at det ville blive grossisternes stille død. Men det omvendte er sket.
En anden men nært beslægtet tendens, er, at lagrene har flyttet sig fra de producerende virksomheder tilbage til grossisten. Producenter, store som små, har siden finanskrisen mindsket deres lagre for at frigøre den knappe likviditet. Det har centraliseret lagrene i branchen og strukturelt set flyttet varerne fra kundernes til grossisternes bygninger. KJV's eget lager er siden 2008 fordoblet.
Gevinsten findes på lager
Selv om lagerføring er lig med omkostninger, så mener Henrik Løftgaard ikke, at det har fordyret varerne, at KJV har større lager end før.
- Vores afsætning er også fordoblet i samme periode. Man fordobler kun sit varelager, hvis kunderne er med til at trække det op, siger han.
Aktuelt er KJV ved at modernisere og optimere sit lagersystem, så omkostningen gerne skulle nedbringes for den enkelte ekspedition. Det forventer Henrik Løftgaard smitter positivt af på et 2015-regnskab, som han dog ikke tror, vil løfte sig væsentligt over 2014-niveau.
Langt fra alle forhandlere oplever vækst som KJV. Læs mere i brancheanalysen over leverandører af skærende værktøj, som Metal Supply har udarbejdet:Markedet for skærende værktøj udvikler sig langsomt