Kedelproducent finder fremgang på 20 procent lidt kedelig
Babcock & Wilcox havde forventet mere, men glæder sig til gengæld over ny kontrakt på biomasseanlæg i England.
Omsætningen hos kedelproducenten steg ellers fra 690,5 mio. kr. i 2013 til 830,2 mio. kr. i 2014, hvilket er en fremgang på 20 procent. Årets resultat før skat landede på 44,8 mio. kr., hvilket er en væsentlig fremgang i forhold til 2013, hvor man landede et overskud på 31,6 mio. kr.
Ledelsen konkluderer i årsberetningen, at man ikke har levet op til de økonomiske forventninger, der blev stillet til koncernen i forbindelse med aflæggelse af regnskabet for 2013.
I løbet af året har virksomheden afsluttet flere større opgaver hos blandt andre affaldsselskabet L90, Dong Energy, E.On Sverige og Vestforbrænding.
Ordrer skal booste 2015
Tilbage i december 2014 indgik virksomheden en aftale med Viridor om byggeriet af Dunbar Energy Recovery Facility, øst for Edinburgh, og i starten af februar 2015 indgik man ligeledes en aftale med sin britiske konsortiepartner Interserve Construction Ltd. om at bygge et 40 MW biomasseanlæg med navnet Glennmont's Green Energy i Margam nær Port Talbot. En aftale, der også indeholder en 15-årig serviceaftale.
På det hjemlige marked skal Babcock & Wilcox Vølund efter sommer levere kedlerne til et af Danmarks dyreste byggerier, ombygningen af Skærbækværket.
Virksomheden skriver da også i sin beretning, at man baseret på ordrebeholdningen med udgangen af 2014 forventer, at resultatet for 2015 bliver væsentligt bedre end 2014.
Det har ikke været muligt for Metal Supply at indhente en kommentar til regnskabet fra Babcock & Wilcox Vølund.