Kapitalfonde ikke blot et hovedstadsfænomen
Danmarks kapitalfonde investerer gerne uden for København og landets øvrige storbyer.
- Analysen viser, at kapitalfonde ikke er et hovedstadsfænomen, siger Jannick Nytoft, der er administrerende direktør i DVCA, den danske brancheforening for venture- og kapitalfonde, i en pressemeddelelse.
Penge og viden til udkantskommuner
Det er DVCA selv, der har lavet undersøgelsen, og direktør Jannick Nytoft glæder sig over konklusionen.
- Kapitalfonde er en central del af det danske erhvervsliv. De kommer med penge og viden, der kan hjælpe med at løfte virksomheder til et nyt niveau. Vores analyse viser, at det også kommer udkantskommunerne til gavn, siger han.
Danske fonde med lokalt fokus
Udkantsområderne er karakteriseret ved at være små kommuner, der har en høj arbejdsløshed og en lav disponibel indkomst blandt indbyggerne.
Når kapitalfondenes investeringer i så høj grad er placeret i udkantskommunerne, så kan det blandt andet skyldes, at det er her, de attraktive opkøbsemner, eller virksomheder der skal generationsskiftes, ligger. Men det afspejler også en anden ting:
- Analysen illustrerer, at kapitalfonde har forskellig størrelse og forskelligt fokus. Fra de store globale fonde, der primært er involveret i meget store handler, til mindre danske fonde, der køber virksomheder i for eksempel udkantsområderne, siger Jannick Nytoft.
Det er ikke lykkes at få en kommentar fra Jannick Nytoft til en definition af begrebet "udkantskommuner". Ifølge SKAT dækker betegnelsen i 2015 over 25 kommuner. Kilde: skat.dk.