Lego-ejer køber og lukker sin nevøs klodsfirma
Relancering af Lego-klodserne Modulex Bricks er aflyst. Lego-ejer har opkøbt og lukket sin nevøs virksomhed.
Anders Kirk Johansen, som tilhører den gren af Lego-familien, der ikke længere har aktier i Lego, har i et år arbejdet på at relancere klodserne. Men hans onkel, Lego-ejer Kjeld Kirk Kristiansen, har købt og lukket nevøens opstartsvirksomhed, skriver Børsen.
- Jeg har solgt det til Lego, siger Anders Kirk Johansen til Børsen og henviser i øvrigt til Lego.
Modulex Bricks har ikke været produceret i mange år. Det vakte derfor opsigt blandt Lego-fans over hele verden, da byggeklodserne, der henvender sig til professionelle brugere som arkitekter og produktionsplanlæggere, pludselig skulle genopstå.
En Facebook-side for Modulex Bricks nåede at blive fulgt af over 10.000. På siden kunne man blandt andet læse, at salget skulle være gået i gang på nettet i første kvartal 2015.
Men den 7. januar oplyste selskabet Lego Juris A/S på Facebook-siden, at selskabet har opkøbt Modulex Bricks, og at planerne om at genstarte produktionen ikke bliver til noget.
Lego Juris er en del af Kirk Kristiansen-familiens pengetank Kirkbi og ejer alle Legos varemærker. Kjeld Kirk Kristiansen vil ifølge Børsen ikke kommentere, hvorfor selskabet er købt og lukket ned.
Legos kommunikationschef Charlotte Simonsen understreger over for Børsen, at handlen ikke afspejler en konflikt mellem familierne.
- Lego Juris har købt selskabet og de intellektuelle rettigheder. Det er fordi, at ejerfamilien gerne vil sikre, at rettighederne er i familiens kontrol, siger hun til Børsen.
/ritzau/