Nyt agentur til CutMa
Den jyske maskinhandler har indgået en aftale med polske Eagle.
- Eagle producerer fiberlasere, som sprænger nogle af rammerne for, hvordan man bygger lasere i dag. De bygger rammer i polymer-cement og kulfiber-travers, hvilket gør at man opnår de højeste dynamiske hastigheder, som man kan i dag, forklarer Kim Glad.
Selv om han har haft agenturet et par måneder, har han allerede mærket god interesse for de polske maskiner.
- Der er allerede nogle spændende projekter i gang i Danmark. Lige nu arbejder jeg intenst på tre forskellige, hvor alle tre kunder er klar til at gå den vej, siger Kim Glad.
- Forventningerne er at kunne sælge minimum 10 maskiner inden for de første to år. Og det er slet ikke urealistisk med den interesse, jeg har oplevet for det allerede nu, fortsætter han.
Eagles frontløber er lige nu en 6 kw fiberlaser, men den vil ifølge Kim Glad inden for det næste halve år blive suppleret med en 12 kw model, som lige nu er ved at blive testet hos den polske producent. Og til de kunder, der er skeptiske over at tage en polsk fiberlaser ind i produktionen, siger Kim Glad:
- 80 procent af maskinen er produceret i Tyskland med high-end komponenter, så det er hovedsageligt selve montagen af den, der foregår i Polen. Det er Eagles mål at bygge verdens bedste laser med den bedste kvalitet og det må jeg sige, er lykkedes. Eagle kommer til at revolutionere markedet, det er jeg sikker på.