Smartphones vinder mere indpas i industrien
Det 97. SESAM-seminar cirklede i høj grad om smartphones- og tablet-teknologien, der i stigende grad anvendes som værktøj og udviklingsplatform i industrien.
Foruden en bred vifte af informative og teknisk detaljerede foredrag var der også arrangeret en minimesse med deltagelse af Schneider Electric, Beckhoff, B&R samt evikali m.fl.
Det hele fandt sted på Syddansk Universitet i Odense, hvor Carsten Nøkleby, SESAM-World, som sædvanlig fungerede som arrangementets primus motor og ordstyrer.
Kode på flere platforme
Ved seminaret blev der først og fremmest talt om muligheden for at få fælles og standardiserede udviklingsværktøjer, der kan adskille hardware og software, således at kode kan afvikles på forskellige hardwareplatforme (smartphone, PC, PLC).
I særlig grad var de nye smartphones og deres operativsystemer i vælten som potentielle og allerede så småt implementerede automationsredskaber.
Toneangivende aktører
Således gennemgik Anders Bøgild, Syddansk Universitet, med udgangspunkt i sit arbejde med velfærdsteknologi, hvordan Microsoft, Google - OHA (Open Handset Alliance) med Android-platformen og Apple i fremtiden forventes at spille en betydelig rolle, ikke kun inden for forbrugerdreven elektronik, men også inden for industriens automationssystemer.
Apple har med iOS 5.0 og iPhone/iPad-konceptet erobret forbløffende markedsandele i løbet af relativt få år, og Microsoft er sandsynligvis ved at gøre comeback på smartphone-området, ligesom OHA med den åbne platform Android nyder stor bevågenhed.
Med app-idéen åbnes der i princippet døre for et væld af fremtidige industrispecifikke applikationer, der i princippet kan omfatte alle lag i virksomheden, fra administration til produktion.
Tilgængelighed og funktionalitet
Et overordnet budskab på SESAM-seminaret var, at industriens brugere vil opleve, at en smartphone eller tablet-pc i mange tilfælde med fordel helt kan erstatte klassiske industriterminaler eller operatørpaneler, eksempelvis til overvågning og styring af en produktionslinje.
Flere funktioner kan samles i ét og samme redskab, der dog samtidig og af samme grund kræver skærpede sikkerhedskrav til procedurer og brugeradfærd, lød budskabet.
Også ingeniørerne Anders Rolann og Sten Nornes fra firmaet evikali spåede en spændende fremtid for app-udviklingen rettet mod erhverv og industri hjørnestenen for deres egen virksomhed.
De lagde ikke mindst vægt på at beskrive potentialet med apparaternes integrerede GPS, kompas, gyroskop, WiFi/3G netværk, kamera og Bluetooth med videre, der tilsammen kan bidrage til at skabe "intelligente" enheder i produktionshallen, der eksempelvis ved, hvilke informationer der netop er interessante for brugeren, når brugeren står ved maskine X i hal Y.
Arrangementet bød på mange andre spændende foredrag med repræsentanter fra Modelon, Idé-Pro, Siemens, i2r, Schneider Electric, Beckhoff, Eltronic, B&R samt Heptagon.
På minimessen drejede det sig også i høj grad om de virtuelle systemer og deres anvendelighed.
Alt i alt var det en meget spændende dag i Odense.