Glud & Marstrand er tæt på salg
Emballagekoncernen, Glud & Marstrand, der er Nordens største, er tæt på at blive solgt. Koncernen ejes af Kirkbi, Axcel og Nordea.
Ejerne - investeringsfonden Axcel, LEGO-pengetanken Kirkbi og Nordea Pension - er langt henne i processen med et salg af den mere end 120 år gamle metalemballagekoncern, og de nye ejere kan blive udenlandske, fremgår det af Jyllands-Posten.
Et ukendt antal købere har netop afgivet endelige og bindende købstilbud på Glud & Marstrand-koncernen, som ejerne i samråd med finansielle rådgivere er ved at vurdere.