Aalborgenser kåret som Danmarks bedste svejser
Han gjorde det igen. Lars Østergaard Nielsen, aalborgensisk svejser hos Aalborg Industries, blev fredag kåret som Danmarks bedste svejser.
I alt 14 svejsere, udvalgt ved lokale konkurrencer landet over, deltog i DM-konkurrencen, hvor vinderen ud over ære og klapsalver også sikrede sig et rejse-gavekort på 25.000 kroner.
Nr. 2 og 3 i konkurrencen blev Kim Neve, svejser hos Bladt Industries A/S i Aalborg, og Jesper Thomsen, svejser hos Sonebjerg Maskinfabrik A/S i Kolding. Deres præstationer blev honoreret med svejseudstyr for henholdsvis 15.000 og 10.000 kr.
Fortsat brug for dygtige svejsere
Deltagerne i danmarksmesterskabet konkurrerede inden for tre forskellige svejseprocesser: TIG-svejsning, elektrodesvejsning og rørtrådssvejsning.
Da Danmark for år tilbage havde en række store skibsværfter, var der beskæftiget væsentligt flere svejsere herhjemme end i dag.
- Men der er fortsat brug for dygtige svejsere på en masse danske virksomheder. Det gælder for eksempel inden for offshore-industrien. Et væsentligt formål med DM i Svejsning er at fastholde interessen for svejsefaget, siger svejsemester Stig M. Jensen fra Migatronic A/S. Han var primus motor ved DM-dysten.
- I dag specialiserer de fleste svejsere sig inden for en enkelt svejsemetode. Vi har valgt at lade konkurrencen omfatte tre forskellige svejseprocesser for at sikre os, at DM-deltagerne har en bred kunnen på et højt niveau, siger Stig M. Jensen.
Kilde: Messecenter Herning - http://www.messecenter.dk