23948sdkhjf

Fire Randers-elever blandt ML-prisvindere

Fire tidligere elever fra Randers Tekniske Skole er blandt de 38 udvalgte, der fredag formiddag modtog årets Metalindustriens Lærlingepris - ML-Prisen - i København. Industritekniker Anders Poulsen er en af dem.
- For os, der har været så heldige at være en del af Anders’ udvikling, er der ingen tvivl om, at han vil blive selvstændig virksomhedsleder og med sit engagement være med til at udvikle Dansk Metal.

Sådan lyder nogle af de rosende ord, der har overbevist Metalindustriens uddannelsesudvalg om, at 21-årige Anders Poulsen fra Randers er en af Danmarks mest talentfulde industriteknikere. Fredag formiddag er han sammen med 37 andre inviteret til overrækkelse i København, hvor der venter to priser af guld, seks af sølv og 30 af bronze til de nyuddannede svende inden for metalindustrien.

I gang med det rigtige
På forhånd kender han ikke prisens karat, men Anders Poulsen er under alle omstændigheder utrolig glad for indstillingen fra Randers Tekniske Skole, der giver ham topkarakter på alle områder - både fagligt, socialt og når det gælder kommunikation, planlægning og samarbejde.

Dertil kommer en række mere personlige udtalelser, som beskriver ham som en særdeles seriøs elev, der stiller høje krav til sig selv og til dem, han arbejder sammen med. Han har stor personlig udstråling og er altid parat til at hjælpe andre, hedder det. Ind imellem også sine lærere på skolen: Det nævnes i indstillingen, at han i læretiden investerede i en computerstyret drejebænk og tit var langt foran lærerne, når det gjaldt komplicerede programmer og styringer.

- Man bliver da lidt stolt over, at de skriver sådan. Det fortæller mig også, at det er det rigtige, jeg er i gang med. Og den rigtige måde, jeg er over for andre på, siger Anders Poulsen, som i øvrigt bestod svendeprøven i april måned - med et flot 11-tal.

Værkfører og medejer
Han startede egentlig på smedeuddannelsen, men fandt hurtigt ud af, at industritekniker-faget passede ham bedre: Uddannelsen er mere afvekslende - med mere drejning, fræsning og programmering af maskiner. Han blev færdiguddannet for to måneder siden og har siden været ansat på sin læreplads, J.M. Lanng Maskinindustri, der blandt andet fremstiller dele til fødevareindustrien i rustfrit aluminium.

Sin unge alder til trods har Anders Poulsen allerede titel af værkfører med ansvar for værkstedets ni ansatte.

- Det startede han allerede - stille og roligt - på sidste år i november. Men han er dygtig, så det er i orden for dem. De er helt indstillede på, at han bestemmer, siger virksomhedens leder, Jørn Poulsen, som på fredag skal med til København, når ML-Prisen 2007 overrækkes i København. Dels som repræsentant for lærepladsen, J.M. Lanng Maskinindustri, dels som stolt far til den talentfulde prismodtager, som nu også er blevet medejer af virksomheden.

Randers Tekniske Skole har også indstillet industritekniker (maskin) Christoffer Bach Knudsen fra Trier Christensens Maskinfabrik i Viborg, klejnsmed Søren Bonde Sminge fra Dansk Leca A/S i Randers og mekaniker Morten Klokker Pedersen fra Mejlby Autoværksted.

Kilde: Randers Tekniske Skole - http://www.randersts.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094