UNIMERCO stadig blandt landets bedste arbejdspladser
UNIMERCO er den eneste af de virksomheder, der deltager i analysen og konkurrencen ”Great place to Work”, som har formået at holde sig blandt de 10 bedste siden 2001
- Det glæder os, at vi på den måde fortsat kan se resultatet af de anstrengelser, vi gør os for hele tiden at skabe en bedre hverdag for alle ansatte, siger direktør Kenneth Iversen. Han glæder sig over, at det lykkes at fastholde det høje niveau, der både viser sig i den danske undersøgelse og på europæisk plan, hvor UNIMERCO har været placeret blandt de bedste virksomheder i alle de år, undersøgelsen har kørt her.
Udvidet undersøgelse
Ifølge ”Great Place to Work”-modellen er en god arbejdsplads ”et sted, hvor du har tillid til de mennesker, du arbejder for, er stolt af det arbejde, du udfører og føler fællesskab med dine kolleger”.
Det er netop nogle af de faktorer, som UNIMERCO generelt vægter højt som en del af personalepolitikken, der blandt meget andet også omfatter medejerskab, overskudsdeling, medarbejderrestaurant og sociale aktiviteter.
Bruges aktivt
Analysen består dels af en ekstern analyse, dels af en lang række spørgsmål, som 96 % af UNIMERCOs medarbejdere har besvaret.
- En af grundene til, at UNIMERCO fastholder den gode placering, er, at vi bruger analysen og svarene aktivt, så vi kan forbedre os på de punkter, hvor det er muligt, siger Kenneth Iversen.
Som et eksempel nævner han, at UNIMERCO på baggrund af en tidligere analyse, ændrede kriterierne for, hvem der fik lederstillinger. Nogle af svarene i den analyse pegede nemlig på, at det ikke altid var de rigtige, der sad på lederposterne.
- Det betyder, at nogle ledere fik andre funktioner i virksomheden, for vi ønsker jo at beholde vores dygtige medarbejderes gode kvalifikationer i virksomheden – men i de rigtige job, siger Kenneth Iversen.
Se UNIMERCOs profil på Metal Supply.
Kilde: UNIMERCO - http://www.unimerco.dk