Robotter øgede produktionen med 25 %
Hos Brdr. Markussens Metalvarefabrik har det været en god forretning at investere i automation. Produktionen er steget 25 %, mens antallet af medarbejdere faktisk er faldet.
- Vi kunne ikke rigtig få de folk, vi skulle bruge – og dem, vi kunne få, ville bestemme for meget selv. Så vi tog springet og investerede i en robot, selv om vi var lidt usikre på, om vi kunne udnytte den. Men efter bare tre uger købte vi den næste. Det viser lidt om, hvor langt bagud vi var dengang, og om hvor store muligheder der er, forklarer værkfører Mads Jørgensen til Børsen.
Siden er det bare blevet til flere robotter, og virksomhedens regnskaber afslører tydeligt, at det har været en god forretning. Produktionen er steget 25 %, og omsætningen har rundet 100 mio. kr. Samtidig er antallet af medarbejdere reduceret med fem til de 40, der er på fabrikken i dag.