Lego frygter faldende indtjening i USA
Høj oliepris, stigende uro blandt amerikanske forbrugere og en lav dollarkurs er dårligt nyt for danske Lego, før det amerikanske julesalg for alvor skydes i gang.
- Vores egne produkter har ikke oplevet det store rabatpres endnu, men det kan meget vel komme til at ske. Julehandelen rykker generelt tættere på jul, så i stedet for at sidde og bide negle, vil prispresset i detailhandelen blive større, udtaler koncerndirektør i Lego Mads Nipper, der har ansvaret for salg og produktudvikling, til Børsen.
Legos indtjening rammes dog ikke her og nu, idet juleleverancerne er afregnet med de amerikanske butikker, men Mads Nipper frygter, at indtjeningen i 2008 kommer til at lide under det urolige amerikanske marked og detailhandelens krav om store rabatter fra producenterne.