23948sdkhjf

Råvarekommentar: Solid nikkel-efterspørgsel i 2008

Nikkelmarkedet har i 2007 været kendetegnet ved en ekstrem volatilitet, der blandt andet har givet sig til udtryk i daglige prisudsving på mere end 10 %.
De første godt fire måneder af året steg den toneangivende nikkelkontrakt (nikkel med tre måneders levering) med hele 70 % for efterfølgende på blot tre og en halv måned at miste godt 50 % af sin værdi. Den kraftige korrektion har primært været at se på de korte kontrakter, hvilket har betydet en udfladning af prisstrukturen på nikkel.

Opsvinget i nikkelprisen i første del af 2007 kan blandt andet tilskrives en stærk efterspørgselsvækst efter rustfri stål – en industri, der står for op mod 70-80 % af det samlede nikkelforbrug. Høje omsætningshastigheder og stigende nikkelpriser fik selv de mest konservative distributører til at købe massivt ind til lager.

Tendenser til overophedning i stålindustrien, udmeldinger om nedlukning af produktion samt uventet kraftig produktion af ’nickel pig iron’ i Kina fik dog flere spillere til at sætte spørgsmålstegn ved det fremtidige potentiale. Blandt andet som en konsekvens heraf valgte mange at se tiden an ved at holde igen med at købe ind til lager og i stedet trække på de i forvejen solide lagre. Dermed faldt efterspørgslen i mellemleddet, og de kraftigt faldende priser var en realitet.

Faldende priser betød faldende lagerværdier, og så var toget kørt – nu var det et spørgsmål om at komme af med de ”dyre” lagre, før nye ordrer kom på tale (domino-effekt).

Det forventes ikke, at volatiliteten vil være på samme niveau i 2008. Den massive lagernedrivning på rustfri stål vurderes et langt stykke hen ad vejen til at være overstået, hvilket forventes at få køberne tilbage på banen. Dermed er der også udsigt til, at man igen vil begynde at se træk på de officielle LME-lagre, der siden maj er næsten nidoblet til det højeste niveau siden 2000.

Det ventes, at nikkel pig iron vil fortsætte med at forsyne den kinesiske rustfri stålindustri i 2008. Nikkel pig iron er rentabel ved nikkelpriser omkring 23.000–25.000 dollars per ton, hvilket vil danne en naturlig bund for prisen i det nye år.

Samlet set for året forventes der en solid efterspørgsel efter nikkel. Opsiden vil dog være begrænset af lavere vækst i USA og til dels Europa samt solide LME-lagre, der mindsker risikoen for en decideret mangelsituation i markedet.

Der forventes god modstand omkring 35.000 dollars per ton. Udviklingen i den kinesiske økonomi vurderes som en af de største risici på nedsiden for grundmetalkomplekset. Kina er årtiets tophistorie på metalmarkederne og katalysator for den stærke vækst i efterspørgslen.

I første halvdel af 2007 har riget i midten stået for henholdsvis 84, 93 og 91 % af væksten i det globale forbrug af kobber, aluminium og nikkel. Tal som mere end noget andet understreger Kinas betydning.

En svagere end ventet amerikanske økonomi kan ligeledes potentielt presse metallerne mere end ventet. På opsiden er en stærkere end ventet efterspørgsel i udviklingslandene den største ”risiko”. Derudover kan udbudssiden igen komme i fokus med ustabile leverancer og flaskehalse.

Kilde: Jyske Bank - http://www.jyskebank.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096