Jimco i eksporteventyr
Cleantechvirksomheden oplever stærkt stigende efterspørgsel på sine egenudviklede luft- og vandrensningsanlæg. Det har medført en tredobling af omsætningen i de seneste seks måneder.
– I øjeblikket eksporterer vi vores anlæg til 25 lande i hele verden, og vi oplever en konstant efterspørgsel fra nye markeder. For tiden indgår vi aftaler med forhandlere i nye lande hver tredje til fjerde uge, og det ser virkelig ud til, at vi har ramt guldåren. Vi kan mærke, at der er en stigende miljøbevidsthed verden over, og vi oplever en markant stigende efterspørgsel på vores anlæg. Det skyldes givetvis, at vi gennem uafhængige analyser både kan dokumentere høj effekt, stor miljøvenlighed og korte tilbagebetalingstider, siger Jimmy Larsen, der er virksomhedens grundlægger og administrerende direktør.
Sætter yderligere fokus på udlandet
Jimco har forhandlere i alle de lande, virksomheden eksporterer til, og for nyligt inviterede den langelandske virksomhed samtlige forhandlere til kongres på virksomhedens hovedsæde i Rudkøbing. Målet for forhandlerkongressen var at fremme grundlaget for yderligere eksport gennem nyhedsformidling, videndeling og erfaringsudveksling mellem de enkelte markeder.
– Kongressen gik rigtig godt og åbnede op for mange nye samarbejder med og mellem vores forhandlere. De fik mere viden om, hvordan vi kan skubbe dem og deres lokale samarbejdspartnere i den rigtige retning forretningsmæssigt, og det kommer selvsagt til at give vores eksport et yderligere boost, beretter Jimmy Larsen.
Travlheden hos den Rudkøbingbaserede virksomhed har betydet, at Jimco også har oplevet en støt stigning i antallet af medarbejdere. Senest ved ansættelsen af en general manager, der ikke mindst skal stå i spidsen for den fortsatte udbygning af forhandlernetværket i udlandet.