Ordrebogen skrumper hos Siemens Wind Power
Den tyske industrigigants division for vedvarende energi oplevede et markant fald i ordreindgangen i tredje kvartal af 2014/2015.
Generelt melder Siemens om faldende omsætning i onshore-forretningen, mens både offshore- og service-forretningen er i vækst.
Til gengæld var der dårligt nyt, når det gælder ordrebogen. Ordreindgangen faldt nemlig med hele 65 procent sammenlignet med året før og endte dermed på 693 mio. euro (5,2 mia. kr.).
Det kraftige fald skyldes dog en enkeltstående stor ordre på 1,6 mia. euro (11,9 mia. kr.), som Siemens landede på en havmøllepark i tredje kvartal 2013/2014.
For industrikoncernen som helhed var der tale om et godt kvartal. Omsætningen steg med 8 procent til 18,8 mia. euro (140,3 mia. kr.), og ordreindgangen voksede med 4 procent til 19,9 mia. euro (148,5 mia. kr.).