Lysfabrik med 200 ansatte skifter ejer
Norske SG Armaturen, som har produktion i Kina, køber Riegens i Odense.
Riegens og SG Armaturen
Riegens sælger til projektmarkedet og omsætter i år for cirka 250 mio. kr.Virksomheden har hovedkontor og fabrik i Odense på Fyn. Firmaet har godt 200 ansatte.
SG Armaturen producerer belysning til privatboliger og sælger via grossister og elektrikere. Omsætningen er i år cirka 600 mio. norske kr. (477 mio. kr.).
Hovedkontoret ligger i Lillesand i Norge, men produktionen finder sted i Kina på virksomhedens egen fabrik.
Virksomheden har datterselskaber i Sverige, Danmark, Tyskland, Belgien og Frankrig, og er ejet af familien Gunvaldsen.
- Vi mener at have fundet den rigtige fremtidige ejer i SG Armaturen, idet de to virksomheder komplementerer hinanden ideelt på mange områder, udtaler Thomas Marstrand, managing partner, Erhvervsinvest.
Selvom de nye ejere har al sin produktion i Kina på en fabrik med 400 ansatte, lader det ikke til, at Reigens' produktion flytter fra Odense.
- Vi oplever Riegens som en velfungerende virksomhed med produkter af høj kvalitet og store vækstmuligheder. Det er planen, at de to virksomheder skal fortsætte deres gode vækst hver for sig og styrke hinanden gennem videndeling, siger Eivind Gunvaldsen, hovedaktionær og koncernchef i SG Armaturen.