Mærsk-samarbejde med muligheder
Udviklingen af en ny ventil til offshore-brug kan vise sig at blive en sand guldgrube for EV Metalværk.
På Valve World-messen i Düsseldorf samme år mødte fire medarbejdere fra Mærsk Olie helt tilfældigt Ringkøbing-virksomheden EV Metalværk, som producerer ventiler til industrien og komponenter til maskinbyggeindustrien, og et samarbejde blev indledt omkring udviklingen af et nyt SDBB ventildesign
- Dette nye ventildesign skulle kunne overgå etablerede ventiler på markedet af samme type ved øget modstandsdygtighed mod spaltekorrosion forårsaget af saltvandståge - uden brug af dyrere materialer, men alene ved nyskabende design - samt kunne operere ved -100°C forklarer Thomas Bisgaard Thomsen, administrerende direktør hos EV Metalværk A/S.
Som sagt så gjort; den nye ventil blev testet af Mærsk Olie i 2014 og sammenlignet med seks andre ventilfabrikater. Og resultatet var ikke til at tage fejl af – ventilen fra EV Metalværk performede klart bedre end konkurrenterne.
Patentet er på plads
I sommeren 2015 kunne EV Metalværk derfor begynde fremstillingen af ventilerne, hvor op imod 100 stk. ventiler allerede er leveret. Men ambitionerne rækker langt videre end det, og i november 2015 fik Ringkøbing-virksomheden den endelige patentgodkendelse, og den ventes at kunne åbne døre rundt omkring i verden.
- Vores produkt er modsat konkurrenterne på nuværende tidspunkt specialudviklet til at klare det barske miljø udendørs på en boreplatform. De kan klare at sidde i det fri uden at tage skade af de påvirkninger, som det saltholdige havmiljø forsager. Ventildesignet er blevet taget rigtig godt imod, ligesom vores leveringstid på disse ventiler er væsentlig kortere end hos de etablerede fabrikater i markedet, forklarer Thomas Bisgaard Thomsen, og nævner boreplatforme og raffinaderier i Skandinavien, England og Mellemøsten som oplagte kunder til ventilerne.
- Vi har siden september 2015 leveret ventilerne til Mærsk Olie i Danmark, og de er interesserede i at tage ventilerne i brug på deres platforme i Qatar også, hvor problemerne, der kendes fra Danmark, er mindst lige så store på grund af saltholdigheden i luften kombineret med varmen. Vi er også i kontakt med et andet dansk olieselskab samt et olieselskab i Malaysia. Vi vil derudover tage kontakt til andre olieselskaber i Norden og på sigt i resten af verden, fortsætter Thomas Bisgaard Thomsen.
Potentielt milliardmarked
Han understreger, at projektet kun har kunnet lade sig gøre, fordi Mærsk Olie har stillet hele sin ventilafdeling, ventilerfaring og sin materialeviden til rådighed for at komme frem til det ønskede resultat.
- Mærsk har været helt enestående. Vi har suget til os af de mange indtryk, som en så sagnomspunden virksomhed som Mærsk er fuld af, og vi har virkelig haft behov for at oppe os på flere områder, da vi har at gøre med en toptunet organisation, som er fuld af de dygtigste folk, man kan tænke sig, siger Thomas Bisgaard Thomsen, der med spænding ser frem til den fremtidige udvikling af forretningsområdet.
- Hvis vi gør det rigtigt og i et ydmygt tempo, vil det blive et meget vigtigt forretningsområde for EV Metalværk. Markedet for denne type ventiler - som er stort set ens over hele verden - er enormt. Der bliver benyttet for milliarder af kroner af disse ventiler på verdensplan, og det er bare med at få lukket de rigtige døre op hos olieselskaberne rundt om i verden og fortælle den gode historie, slutter han.