23948sdkhjf

100-årig virksomhed er i fin form

Hawkey-Pedershaab ser lyst på fremtiden.
Den 100-årige er i fuldt vigør. HawkeyePedershaab i Brønderslev er i stadig vækst, og på virksomheden ser man positivt på fremtiden.

HawkeyePedershaab er én af de store medspillere på verdensplan, når der skal sælges udstyr til fremstilling af betonrør. Virksomheden producerer betonrørsmaskiner og formudstyr, og der er mange lande på verdensplan, der er i køberkartoteket.

- Et af vore store markeder er Mellemøsten, fortæller økonomidirektør Carsten Sudergaard Nielsen fra HawkeyePedershaab.

- Men også i Skandinavien er vi med, og her er Norge en af de større kunder, og så leverer vi også en del til Australien.

USA har ligeledes været et meget vigtigt marked igennem mange år, og virksomheden fik i 1996 et gennembrud i USA med levering af det første turnkey-anlæg.

1996 var også året, hvor Betodans produktion i Vejle blev flyttet til Brønderslev, og i 2001 blev udvikling og produktion af disse maskiner overført til en samlet afdeling i Brønderslev.

- Betodans produktprogram har haft stor betydning for os i Brønderslev, bemærker Carsten Sudergaard Nielsen.

Pedershaab var i mange år ejet af FLS Industries, men da FLS Industries ønskede at koncentrere sig om sine kernekompetencer, blev Pedershaab i 2003 solgt til det amerikanske firma CTI Int., der ejes af Fred Schultz.

I 2008 køber Kapitalfonden KHKI Kohlberg i New York, USA, Pedershaab af Fred Schultz. Men selskabet drives videre under samme navn.

I dag er der et omfattende samarbejde mellem HawkeyePedershaab i Brønderslev og selskabet i USA.

- Der sker udveksling, så der er folk fra USA her i Brønderslev, og modsat. det sker for at skabe større harmoni mellem virksomhederne på hver sin side af Atlanten, bemærker Carsten Sudergaard Nielsen.

- Der er også et godt samarbejde omkring produktion og levering.

Der er i dag cirka 100 medarbejdere på virksomheden, hvor der er cirka 60 timelønnede og cirka 40 i administrationen.

Ancienniteten på virksomheden er 15 år i gennemsnit. 13 medarbejdere har gennem årene fejret 50-års jubilæum. Senest Møller Christensen. Det er et udtryk for, at medarbejderne er glade for deres arbejdsplads og ikke mindst deres kollegaer.

De 100 år markeres med en reception mandag den 7. december, kl. 12.30-16.00 for blandt andet nuværende og tidligere medarbejdere, samarbejdspartnere med flere.

Receptionen holdes dels i produktionshallerne, dels i administrationsbygningen.

Lørdag den 12. december er der så fest for de ansatte og ægtefæller i Den Runde Pavillon.

Et udvalg bestående af økonomidirektør Carsten Sudergaard Nielsen, fællestillidsmand Poul Kjeldsen, økonomiassistent Berit Skovgaard, indkøber Mona Christensen og maskintekniker Jens Jacob Pedersen har forberedt det runde jubilæum.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094