23948sdkhjf

35 år med fart på

Randers-virksomheden Speed Color runder den 17. januar et halvskarpt hjørne.
Det helede startede under navnet Speed Color Design tilbage i 1981, da Erling Jensen satte sig for at gøre sin interesse for motorcykler til sin levevej.

- Jeg startede i 1981 med at lave speciallakeringer til motorcykler. Der var dog ikke nok, så jeg begyndte også at male biler, og efter en tid begyndte jeg at male industriemner, lyder den korte version af Speed Colors historie fra Erling Jensen.

Ud med biler – ind med industrien
Som årene gik kom industrilakeringerne til at fylde mere og mere, og i dag er Randers-virksomheden 100 procent beskæftiget med at overfladebehandle for industrikunder.

- For fem år siden stoppede vi med at lave biler, og nu laver jeg kun industrilakering. Der var meget konkurrence på bil-delen, og vi var også lidt uheldige, at en af vores store kunder blev solgt og en anden stor kunde gik med i en kæde, som fik malet et andet sted. I stedet lejede jeg min bil-afdeling ud til en god kollega, og vi aftalte, at jeg ikke måtte male biler, og han ikke måtte male industri, forklarer Erling Jensen.

Han har dog ikke fortrudt, at billakeringerne er blevet valgt fra.

- Industrien er meget spændende, og vi har efterhånden fået nogle store danske kunder; Grundfos, Velux, Dali Højttalere, Scan Brændeovne, Hoyer Motors, Multitek Branddøre og så videre. Og så kan jeg godt lide lidt udfordringer, så vi går efter den høje ende af markedet - der hvor vi laver meget dokumentation som for eksempel NORSOK-opbygninger, som bliver brugt på skibe og lignende, siger Erling Jensen.

Nyt, rationelt værksted
I dag råder Speed Color over 3.000 kvadratmeter under tag og to malekabiner, hvoraf man i den største har behandlet emner op til 15 meter i længden og en vægt på 20 tons

- I 2005 byggede vi et nyt værksted, der mig bekendt var landets mest rationelle på daværende tidspunkt. Tingene bliver hængt op, og så kunne man køre dem rundt til alle behandlinger. Jeg har selv tegnet det, for jeg kendte alle flaskehalsene fra vores gamle værksted og tænkte meget i ergonomi, så folkene ikke skulle gå og løfte, forklarer Erling Jensen.

Spændende projekter i vente
Et par uger efter Speed Colors fødselsdag fylder Erling Jensen selv 60, men han har ingen planer om at trække sig fra overfladebehandlingsbranchen foreløbig. Han ser nemlig masser af udfordringer i horisonten.

- Jeg synes, vi har så mange spændende projekter, vi skal have prøvet af endnu. Det er for eksempel forskellige typer lak, og på sigt skal vi nok også tænke mere på miljøet med mere miljøvenlige materialer, selv om vi gør det så grønt, som vi kan nu her, siger han.

I dag har Speed Color 14 medarbejdere, og det er næsten en tredobling fra for fem år siden, hvor der var fem.

- Vi har faktisk haft så travlt her i år, så vi har kørt i toholdsskift, så det kan nemt ske, at vi vokser videre i de kommende år, lyder det fra Erling Jensen.

- Vi har lige ansat en produktionsplanlægger. Vi havde hende i praktik herude, og da hun var færdig, spurgte jeg, om hun ville arbejde for os, og det ville hun gerne. Derudover er vi ved at indkøre nyt edb-anlæg, så vi bedre kan planlægge produktionen. Vi håber, det kan hjælpe os og spare nogle timer på sigt, slutter han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.377