Studerende skal lære robot at klæde møller, fly og biler på
Et hold ingeniørstuderende på Aalborg Universitet skal udvikle et robotværktøj, som kan automatisere en af de meget tidskrævende opgaver ved produktion af vindmøllevinger og dele til fly, biler og tog af moderne kompositmaterialer. Arbejdet frem mod en prototype støttes af Siemensfonden.
- Arbejdet består i, at fibermåtter skal placeres ned i en dobbelt-krum form. Det foregår i dag manuelt, hvilket giver lange procestider og varierende kvalitet. Derfor er der interesse fra både vindmølle- og flyindustrien for at kunne automatisere den, forklarer Ole Madsen.
Styr på sugekopper
De studerendes værktøj bygger på en idé, hvor fiberkompositmaterialet håndteres af et antal sugekopper, som er monteret på særlige regulerbare mekanismer. Siemensfondens legat vil blandt andet blive brugt på at indkøbe de elektriske reguleringsmekanismer (”aktuatorer”), når forberedelser og simuleringer skal følges op med en egentlig prototype.
- De studerende skal designe og dimensionere værktøjet og eftervise med simuleringer, at det opfører sig som forventet. Dernæst skal de fremstille en fysisk prototype af værktøjet samt foretage demonstrationsforsøg med værktøjet i vores egen robotcelle. Målsætningen er, at prototype-robotværktøj til draperingsprocessen skal være færdig til sommer. Prototypen vil så danne grundlag for nye studenteraktiviteter i efteråret, fortæller Ole Madsen.
Arbejder falder fint i tråd med igangværende forskning på instituttet, som også sigter mod at automatisere produktionsprocesser med moderne kompositmaterialer. Blandt andet er Aalborg Universitet med i et Innovationsfondsstøttet projekt om emnet sammen med Syddansk Universitet, Danmarks Tekniske Universitet og private virksomheder.