23948sdkhjf

Uddeholm udvider i Kolding

Uddeholm investerer i et nyt PVD-belægningscenter, som er klar i efteråret 2016.
Direktør Åge Østergaard fortæller, at Uddeholms ejere, Voestalpine Edelstahl i Østrig, har store ambitioner om at udvide servicetilbuddet på værktøjsdele og maskinkomponenter over hele verden med fokus på blandt andet belægning, varmebehandling og bearbejdning.

- På grund af den stærke markedsposition, som Uddeholm i Danmark har på især værktøjsstål, er vi valgt som et af de første af en række datterselskaber, der investerer i eget belægningscenter. Her vil vi tilbyde PVD-belægning til stor gavn for vores kunder, forklarer Åge Østergaard.

Siden slutningen af 2013 har Uddeholm markedsført PVD- og CVD-belægning i Danmark i samarbejde med Eifeler Group i Tyskland, som også er ejet af Voestalpine. Dette tiltag har dannet grundlag for en beslutning om nu at producere PVD-belægning lokalt i Kolding.

- For Uddeholm i Danmark er millioninvesteringen et vigtigt strategisk skridt, da vores mulighed for en samlet rådgivning om både stålvalg og eventuelt efterfølgende belægning vil blive markant forbedret i fremtiden. For vores kunder betyder det, at der kun vil være én sparringspartner på den tekniske rådgivning for både stålvalg og belægning. Samtidig vil det gøre os i stand til at reducere leveringstiden på PVD-belægninger markant, beretter direktøren.

Ny kompetence, nye muligheder
Det er distriktschef Per Stamp, der er projektleder på etableringen af belægningscentret, og han ser frem til at kunne servicere virksomhedens danske kunder endnu bedre.

- Den kompetence bliver endnu tættere integreret i vores rådgivning, når vi får hands-on erfaringer med overfladebelægning her i Danmark, pointerer han.

Centret bliver udstyret med et Alpha 400P belægningsanlæg, som kan klare emner op til ø450x485 mm.

- Det er vores mellemstørrelse belægningsanlæg, som er meget fleksibelt. Det har mulighed for at køre flere processer om dagen. Belægningsanlægget kan lave stort set alle belægninger, vi har i vores portefølje med nogle enkelte undtagelser, forklarer Per Stamp.

Han ser først og fremmest det nye tilbud som relevant for værktøjsmagere og fabrikker, som benytter værktøj for snit/stans og træk, plast sprøjtestøbning og aluminium trykstøbning.

- Det er snit-, træk- og stanseværktøjer, der er det største segment for os i Danmark. Men belægningerne kan også bruges på mange forskellige sliddele og komponentdele i specialmaskiner og større anlæg, hvor man har større slid, lyder det fra Per Stamp.

Uddeholm vil fortsat benytte sine søsterselskaber i Tyskland til opgaver, som ikke kan løses på det danske belægningscenter.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093