JK Metal investerer i Salvagnini P2 bukkecenter
Hvordan overbeviser man kunderne om, at de ikke skal outsource ordrerne til udlandet? Hos JK Metal i Svendborg er strategien klar: Her satser man på maskiner, der kan reducere lønarbejdet til et minimum.
- Det er naturligvis ikke alt, der kan fremstilles på disse maskiner, men der hvor produktmiks og seriestørrelser er optimale for maskinerne, oplever vi, at kunderne fortsat finder det interessant at købe disse produkter hos os frem for i udlandet, udtaler Kim Nissen og Jesper Lørup, ejere af JK Metal.
Samtidig åbner det nye bukkecenter med dets funktioner inden for panelbukning en hel ny verden af muligheder indenfor opbukning af endog meget komplicerede emner. Derudover kan eksisterende kundeemner, ifølge Kim Nissen og Jesper Lørup, med fordel omkonstrueres således, at omkostninger til efterfølgende sammenføjning reduceres eller måske helt undgås.
En anden parameter, hvor det nye bukkecenter får betydning, er når det gælder leveringstid, da dette i dag er uhyre vigtigt for underleverandørens kunder. Derfor skal produktionen kunne tilpasses det øjeblikkelige kapacitetsbehov. Her er bukkecentret et skridt i den rigtige retning for JK Metal. Da processerne efter opstart og indkøring stort set ikke kræver faglige kompetencer, kan produktionskapaciteten hurtigt udvides med vikarer, når behovet opstår.
- Vi er overbeviste om, at vi er godt rustet til at kunne møde fremtidige kunders behov med indkøbet af en Salvagnini panelbukker, slutter Kim Nissen og Jesper Lørup.
Kilde: JK Metal - http://www.jkmetal.dk