Metalklynger er et studie værd
Nu skal god erhvervsudvikling studeres nærmere. Metoder og ”god praksis” i virksomhedsklynger skal kortlægges ved blandt andet at sætte lup på to succesfulde metalklynger.
Metalvirksomhederne er et succesfuldt eksempel på virksomhedsklynger, og i en nærmere undersøgelse af fænomenet vil klyngernes forretningsstrategier og adfærd blive kigget nærmere efter i sømmene.
Det er reg.lab, der studerer regional erhvervsudvikling, der skal opsamle, udvikle og formidle metoder og ”god praksis”, og der er ingen fare for, at det ender med tykke rapporter, der bare ligger og samler støv.
- Tværtimod går vore bestræbelser ud på at lave handlingsorienterede værktøjer, som forskellige instanser kan gøre direkte brug af, siger Jens Nyholm, ejer af konsulentvirksomheden Inside Consulting, der står bag det praktiske arbejde i forbindelse med undersøgelsen, til ErhvervsBladet.
Som et led i studierne bliver der afholdt workshop i Viborg den 13. december. Her vil der med udgangspunkt i blandt andet metalklyngen fra Vildbjerg blive arbejdet videre med en kortlægning af fænomenet.