23948sdkhjf

Lille Viborg-firma henter stor ordre i Kina

PURAC AS skal stå for udbygningen af to renseanlæg ved den kinesiske by Dujiangyan. Det sker med underleverancer fra blandt andet Grundfos samt virksomheder i Silkeborg, Struer og Vejle.
Et lille viborgensisk firma har netop sikret sig en meget stor ordre i Kina. Det drejer sig om miljøvirksomheden PURAC AS, som skal forestå udbygningen og moderniseringen af to renseanlæg i Dujiangyan i provinsen Sichuan. Et projekt til i alt omkring 9,5 mio. euro, som primært finansieres af den statslige danske udviklingsorganisation Danida.

- Som ved andre Danida-projekter stilles der krav om, at 25 % af projektet baseres på danske produkter og ydelser. Ud over PURAC kommer ordren derfor også flere andre danske virksomheder til gode i form af underleverancer. Det gælder fx Busch Vakuumteknik i Silkeborg, Struer Kleinsmedie, KD Maskinfabrik i Vejle samt Grundfos i Bjerringbro, oplyser direktør Niels Lund Mortensen fra PURAC AS.
I udbygget form får de to renseanlæg en samlet kapacitet på 90.000 kubikmeter spildevand i døgnet. Ud over mekanisk, biologisk og kemisk rensning vil anlæggene også rense spildevandet ved hjælp af UV-bestråling – en relativt ny metode, der foreløbig kun er taget i brug få steder i Danmark.

Ud over Niels Lund Mortensen har PURAC AS i Viborg kun én medarbejder, projektleder Klaus Andersen. Når firmaet alligevel kan påtage sig så store opgaver, som den i Kina, har det primært to forklaringer: En udstrakt brug af underleverandører. Samt ”medlemskabet” af en stor international koncern, svenske Läckeby Water Group, der bygger renseanlæg og vandværker over hele verden, og hvis knowhow samt økonomiske formåen Viborg-firmaet altid kan trække på.

- Ud over danske underleverandører anvender vi også kinesiske underleverandører, blandt andet vores kinesiske søsterselskab, der beskæftiger omkring 25 medarbejdere. PURAC AS i Viborg har det overordnede ansvar, og vi står for supervision og dokumentation i forbindelse med den store opgave, siger Niels Lund Mortensen.

Behov for ny medarbejder
Parallelt med den store kinesiske ordre har PURAC AS også netop sikret sig en betydelig dansk ordre. Ved to renseanlæg i Aalborg Kommune skal de eksisterende, såkaldte for-afvandere udskiftes med nye og mere effektive maskiner. Også denne opgave udføres ved brug af en række underleverandører.

- Vi har sikret os de to nævnte opgaver kort efter afleveringen af et andet omfattende projekt: Et nyt, stort fælles renseanlæg til Arla Foods’ mejerier i Nr. Vium og Videbæk – en opgave, der er løst i forbindelse med NCC og Envidan.

- Vi ser i det hele taget lyst på fremtiden, blandt andet i forbindelse med opgradering af biogas-anlæg. Noget, der endnu er i sin vorden herhjemme, men som har været kendt i Sverige i mange år. Vores svenske moderfirma har betydelig erfaring og ekspertise inden for dette arbejdsfelt, og det vil vi naturligvis kunne trække på.

- Med blot to medarbejdere på kontoret i Viborg har vi rigeligt at se til, så vi leder med lys og lygte efter endnu en dygtig medarbejder, fx en maskin- eller procesingeniør eller en maskinmester, slutter Niels Lund Mortensen.

Kilde: PURAC - http://www.purac.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094