Danfoss-ansatte får forlænget juleferie
Nordborg-virksomhedens kunder har signaleret et øget behov for at lukke produktionen i julen, og det får Danfoss til at følge trop.
- Vi ser et ret ensartet billede på tværs af alle typer af kunder, der følger samme tendens med at nedbringe lagre og udvide juleferien for at få normaliseret lagrene. Det udvikler sig som et spil dominobrikker, og vi må bare tilpasse os, udtaler Frederik Lotz, koncernfinansdirektør i Danfoss, til Børsen.
Hos Danfoss kan mange ansatte derfor også se frem til en længere juleferie i år. Frederik Lotz vil dog ikke afsløre, hvor mange medarbejdere der bliver ramt af produktionsnedlukningen, men han meddeler, at de ansatte har udvist stor forståelse for beslutningen.