Varmeretning er et hit
EUC Midt tilbyder som de eneste i landet kursus i Varmeretning. Kurset er en stor succes og tiltrækker kursister fra hele landet.
- Vi startede kurset for tre år siden, og lige siden begyndelsen har succesen og efterspørgslen været enorm. Der kommer kursister hele landet, såmænd helt fra Bornholm, fortæller uddannelseskonsulent Bøgh Stisen, der er initiativtager til uddannelsen.
EUC Midt kører kurset uden tilskud, da arbejdsmarkedsstyrelsen har vurderet, at der ikke er et tilstrækkeligt grundlag til at etablere en efter-uddannelse i varmeretning.
Det var derfor på eget initiativ, at Bøgh Stisen sammen med Smedenes Uddannelsesforum besluttede at oprette uddannelsen tilbage i 2003.
- Man kan undre sig over, at andre uddannelsesinstitutioner ikke har fulgt vores eksempel, men det hænger nok sammen med det manglende tilskud. Det kræver samtidig, at de enkelte skoler har de nødvendige faglærere, der har lyst og motivation til at køre efteruddannelsen i stilling, siger Bøgh Stisen, der selv har en baggrund som smed på blandt andet Dannebrogværftet, inden han gik ind i uddannelsesverden.
Modellen med at udbyde uddannelsen uden om arbejdsmarkedsstyrelsen betyder, at kurset i varmeretning kun bliver udbudt til Danske Smedemestre, da det er foreningen, der står for finansieringen.
Andre interesserede kan dog også sagtens deltage, men det kræver så en egenbetaling på 6000 kroner.
Den store succes med kursus i varmeretning har netop fået EUC Midt til at splitte kurset op i to for at kunne tilbyde kursisterne en endnu mere specialiseret tilgang.
Fra 2006 er det derfor muligt at vælge mellem et kursus i varmeretning af tynde materialer, der er her tale om en godstykkelse på mellem 3-4 mm og et kursus i varmeretning af tykke materialer, hvor godstykkelsen ligger på 8-10 mm.
Kilde: EUC Midt. http://www.eucmidt.dk