23948sdkhjf

Maskinproducent sætter rekord i presset marked

Eksporten trækker Samson Agro op på rekordniveau.

En strammere miljørammelovgivning i de store centraleuropæiske landbrugslande forplanter sig på bundlinjen hos den midtjyske Samson Agro.

Den viborgensiske producent af gylle- og møgspredere sætter rekord på både top- og bundlinje i det nyeste regnskab, hvor omsætningen ramte 261 mio. kr., mens indtjeningen blev mere end fordoblet til knap 23 mio. kr.

- Vi er ikke helt ramt af de samme forhold, som branchen generelt set er ramt af. Vores resultat beror en del på, at vi har opnået en god volumen. For vores vedkommende har vi et niveau af kapacitetsomkostninger for at kunne frembringe og udvikle de produkttyper, som vi arbejder med. Det er en vigtig årsag, siger administrerende direktør Lars Henriksen, Samson Agro.

Lars Henriksen forklarer, at producenten nåede den magiske omsætningsgrænse i seneste regnskabsår, hvor kapacitetsomkostninger ikke stiger synderligt ved meromsætning og derfor i højere grad smitter af på bundlinjen.

 Strukturel medvind

Samsons forretningsforce er miljøteknik inden for gylle- og møgspredning, og virksomhedens produkter er udviklet til den skandinaviske miljørammelovgivning, som er stærkt på vej i Tyskland og med noget forsinkelse også i Frankrig og andre af de store europæiske landbrugslande.

- Vi står med et fornuftigt drev i vores udenlandske salg. For vi har faktisk de produkter, der kan opfylde de strammere krav. Den samme tematik kan du gentage i andre lande i mere eller mindre grad, forklarer Lars Henriksen, som kalder medgangsbølgen for strukturel medvind.

Direktøren forventer dog, at virksomheden kommer til at slide for en fortsat stigende omsætning. For det første halve år i 2016/2017 har været relativt flad.

- En ny stigning i omsætningen bliver hårdt arbejde, fordi uanset miljøteknologier, betyder virksomhedernes tilgang til investeringskreditter trods alt en del. Jeg tror, at vi kommer til at kæmpe for væksten det næste års tid, uddyber direktøren.

Egenproduktion giver flere ansatte

I takt med det seneste års stigende omsætning og en højere grad af egenproduktion er antallet af timelønsbeskæftigede også vokset. Der arbejder nu cirka 170 medarbejdere i produktionen, og det er tyve ansatte mere end for et år siden.

Mere egenproduktion har også betydet, at Samson Agro har lavet en række investeringer til det spåntagende arbejde. Det drejer sig om bearbejdningsmaskiner.

Samson Agro A/S
mio. kr. 2015/16 2014/15
Nettoomsætning 261,2  235,1 
Driftsresultat 25,9  11,8 
Resultat før skat 22,9  9,9 
Årets resultat 17,9  7,7 
Balancesum 193,6  191,5 
Egenkapital 74,5  56,7 
Antal ansatte 163  155 
Regnskabsåret blev afsluttet dd. 30.06 2016.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094