Pedershaab satser på Vietnam
I fremtiden gælder det Vietnam. Pedershaab A/S har netop hentet sin første store ordre i landet, og virksomheden flytter nu det asiatiske hovedkontor til Saigon.
- Vi har fået vores gennembrud relativt hurtigt i Vietnam, siger chef-repræsentant Tri Anh Hoang fra Pedershaabs repræsentationskontor i Saigon til Dagbladet Børsen.
Fremgangen i Vietnam og de høje forventninger til mulighederne i landet får samtidig Pedershaab til at flytte det asiatiske hovedkontor til Saigon.
I dag er Thailand Pedershaabs største marked i Asien, men alt tyder nu på, at Vietnam i fremtiden vil komme til at overhale det thailandske marked, der er ved at være mættet.