Tyskerne vilde med Grundfos
Den danske pumpeproducent havde stor vækst på det vigtige tyske marked i 2008.
Koncerndirektør Søren Ø. Sørensen forklarer den tyske succes med, at der for øjeblikket er stort fokus på miljørigtig energi og CO2-besparelser i Tyskland, og at de tyske myndigheder aktivt går ind og støtter investeringer i miljøforbedringer. I 2009 forventes dog en lidt mere afdæmpet vækst på 5-6 % på det tyske marked.
På andre markeder mærker Grundfos dog finanskrisen. Blandt andet har man oplevet vigende vækst på det vigtige russiske marked. For at imødegå de lavere vækstrater har Grundfos besluttet sig for at reducere medarbejderstyrken ved ikke at forlænge aftalerne med 250 kontraktansatte.